"En Lene"

Da jeg gik i gymnasiet, gik jeg i klasse med en pige ved navn Lene. Hun var en temmelig festlig person - bl.a. fordi hun altid gjorde, som hun havde lyst til. Det kunne man eksempelvis se i idrætstimerne, som hun afskyede. Talrige gange har hun midt i en volleykamp eller en step-time løftet hænderne opgivende i vejret og så bare løbet ud af hallen. Uden at komme tilbage:o)

Og der stod jeg så tilbage i idrætshallen og havde mest af alt lyst til også at løbe væk. Langt væk. Jeg gjorde det dog ikke, da jeg tænkte lidt mere over konsekvenserne, end Lene gjorde. Men tanken var bestemt tillokkende. Og det er den stadig.

For det er jo faktisk dagligt, at jeg har lyst til at lave "en Lene". Når jeg sidder midt i intetsigende gruppearbejde, hører på ligegyldige diskussioner eller er tvunget til at bekymre mig om ting, som jeg virkelig ikke burde bekymre mig om...så får jeg bare sådan en ubændig trang til at lave "en Lene". Til at løfte hænderne over hovedet og bare løbe ud. Væk. Bort. Hen til noget meningsfyldt hvor jeg ikke spilder min tid.

Gid jeg dog bare kunne. Gid der ikke var konsekvenser forbundet med det. For i så fald var jeg for længst løbet.