Godt man ikke er kirkefremmed...

Hvor er jeg dog glad for, at jeg ikke er kirkefremmed. Det er der mange gode grunde til. Himmel og helvede for eksempel. Men også den kendsgerning, at er man født som kirkefremmed, så er der en temmelig stor sandsynlighed for, at man bliver ved med at være det resten af livet.

For hvor er der dog få kirker og menigheder, som virkelig gør noget for at få fat i de ikke-kristne.
Vi kristne har en tendens til bare at holde fast på de gamle rammer og tale til dem, som er i stand til at forstå, hvad vi siger. Og hvad så med dem, som ikke forstår vores sprog og handlemåder? Tjo...det må de vel bare få lært så...

Men det er bare på ingen måde godt nok. I søndags var jeg f.eks. på besøg i en menighed, som ellers nok bryster sig af at være udadvendt og halv-smart. Men hvis jeg havde været ikke-kristen, var jeg gået efter syv minutter.

Vi startede gudstjenesten med (uden yderligere forklaring) at bekende vores synder. "What? Hvilke synder?"
Og så stod vi op i en stiv halv time og sang lovsang. "Underlige sange og jeg er træt i benene. Er de ikke snart færdige?"
Og så startede prædikenen: "I dag skal vi gennemgå Apostlenes Gerninger kapitel 8-10..." GAAAAAAB!!!

Jeg gik inden nadveren og kommer ikke tilbage. Men det gør knap så meget med mig. Jeg er i rimelig sikker havn. Det havde straks været langt værre, hvis det var en kirkefremmed, som reagerede sådan. For ville han så bare give op og droppe alt med kristendom?

Det er så vigtigt. Det er så uhyre vigtigt. Begreberne må og skal forklares, og alt det interne og 1700-tals-prægede skal væk fra de kristne forsamlinger. Kommunikationen skal være klar, så danskere anno 2005 ikke bliver skræmt væk.

For det må da alt andet lige være vores mål, at kirkefremmede holder op med at være kirkefremmede?