Realismus muss sein!
Det er så grotesk, at Marianne Jelved virkelig seriøst mener, at hun skal være statsminister efter næste valg. Regnestykket går jo slet ikke op! Det er da teoretisk set tænkeligt, at De Radikale bliver tungen på vægtskålen, men de bliver jo aldrig det største parti i en regering. Og det er altså et ret sjældent syn, at det ikke er det største parti, som får statsministerposten...
Og så er det jo derudover helt håbløst, at de ikke vil pege på hverken en højre- eller venstre-regering før valget. Hvad har vælgerne så at forholde sig til, hvis de stemmer på De Radikale? Ikke andet end en naiv ungpigedrøm om at Jelved indtager Marienborg...for en nødplan har De Radikale ikke. Eller de har i hvert fald ikke tænkt sig at fortælle nogen om den.
Jeg fatter simpelthen ikke, hvor De Radikale har fået dette urealistiske storhedsvanvid fra. Realismus muss sein - selv når man er radikal!
Og så er det jo derudover helt håbløst, at de ikke vil pege på hverken en højre- eller venstre-regering før valget. Hvad har vælgerne så at forholde sig til, hvis de stemmer på De Radikale? Ikke andet end en naiv ungpigedrøm om at Jelved indtager Marienborg...for en nødplan har De Radikale ikke. Eller de har i hvert fald ikke tænkt sig at fortælle nogen om den.
Jeg fatter simpelthen ikke, hvor De Radikale har fået dette urealistiske storhedsvanvid fra. Realismus muss sein - selv når man er radikal!
posted by Merete | 00:22
4 Comments:
Som du siger, så kommer det nok fra Jelveds ungpigedrømme. Virker også total urealistisk, selvpromoverende og storhedsvanvidsagtigt, den måde de kører hende i stilling på. Bliver godt at se dem få et ordentligt smæk af vælgerne! :)
Tillad mig at vaere uenig. Som politisk parti er det vel vigtigere at man faar sin politik gennemfoert, end hvem man faar den gennemfoert sammen med. Og skal jeg vaere helt aerlig, synes jeg at valget mellem Anders Fogh og Helle Thorning er et valg mellem pest og kolera, for naar alt kommer til alt, har jeg svaert ved at se den store forskel paa dem.
For mig at se er det helt oplagt at De Radikale i en taenkt situation hvor de efter et valg er tungen paa vaegtskaalen, vil samarbejde med hvem der nu maatte vaere villige til at stoette De Radikales politik til gengaeld for en stak ministertaburetter. De Radikale har jo ellers traditionelt indtaget rolen som dem der stoetter andres politik til gengaeld for ministertaburetter, saa det er velgoerende endelig at se dem traede i karakter. Og vist vil de ikke blive det stoerste parti, hverken i en koalition med S eller med VK, men hvis R's betingelse for at stoette en regering med socialdemokratisk deltagelse er at Marianne Jelved bliver stasminister (og tilsvarende til den anden side), hvilket andet valg har Anders og Helle saa end at sige ja? De vil vel ikke gaa i regering med hinanden?
Og forresten: Hvis De Radikale ikke bliver tungen paa vaegtskaalen, er det revnende ligegyldigt hvem de peger paa, saa jeg kan ikke se hvad de skulle med en noedplan.
Og nej, jeg har aldrig selv stemt paa De Radikale og vil naeppe heller goere det naeste gang. Jeg har samme politiske staasted som Maltesen.
Nikolaj: Jep, du har selvfølgelig lov til at være uenig. Det er jo den sørgelige bivirkning ved demokratiet;o)
Men jeg må lige kommentere et par af tingene i dit indlæg. Blandt andet taler historien sit klare sprog om, hvorfor det er vigtigt for et parti at fortælle, hvilken fløj de vil støtte efter et valg.
Netop dit parti, Kristendemokraterne, brugte den taktik ved sidste valg, at de ikke på forhånd ville vælge side...hvorefter de røg ud af folketinget med et brag. Og undersøgelser efter valget viste, at vælgerne ikke turde stemme på dem, fordi de ikke vidste, hvilken regering partiet ville støtte.
Derfor fatter jeg ikke, at De Radikale er i gang med at lave samme stunt. Det bliver straffet af vælgerne; det er jeg 99% sikker på. Deres kernevælgere skal nok holde fast, men "de spontane vælgere" holder sig væk. For hvis man som vælger bare ikke kan udstå enten Anders F. eller Helle T., så stemmer man jo ikke på et parti, som risikerer at støtte dem!
Og derudover må jeg bare igen afvise rygtet om, at Venstre og Socialdemokraterne ligner hinanden. Lad mig bare lige slynge tre markante og aktuelle forskelle ud:
Venstre har indført et kontanthjælpsloft og en starthjælp, så der bliver flere og flere fattige i Danmark.
Venstre har skåret adskillige milliarder i ulandsbistanden til de fattige lande i verden.
Selvom statskassen er fuld af penge, nægter Venstre at give flere penge til kommunerne, selvom det betyder frysemad til de ældre, dyrere daginstitutioner og generelt dårligere omsorg for den enkelte.
Socialdemokratiet er rygende uenig i alle de beslutninger. Velfærden og ønsket om at støtte de svage i samfundet er den helt afgørende forskel på de to partier, og derfor er det intet andet end en sejlivet vandrehistorie, at de to partier skulle være ens. Der er en hel bunke afgørende forskelle.
Jeg vil så til gengæld kalde det en positiv bivirkning ved demokratiet at jeg bliver sagt imod. (Jeg tror det er et af mine emotionelle behov...)
Jo, du har ret i at der er forskel på Venstre og Socialdemokraterne; jeg synes bare ikke at forskellen er stor nok. For eksempel støtter Socialdemokraterne stort set ukritisk den skandaløse udlændingepolitik som den nuværende regering fører.
Du har desværre ikke ret i at Kristendemokraterne undlod at melde klart ud ved sidste valg hvilken regering de ville støtte. De gjorde det kun alt for klart at de ville støtte Anders Fogh som statsminister, og jeg ved om mange som af den grund undlod at stemme på dem. Samtidig kritiserede de Anders Fogh så voldsomt at flere Anders Fogh-fans blandt partiets marginalvælgere faldt fra.
Nå, jeg må i øvrigt hellere lære at lægge bånd på mig selv, demokrati eller ej. Dette land rummer i forvejen lidt for mange præster der tager lidt for kraftigt partipolitisk stilling (ingen nævnt, ingen glemt, men der sidder jo da et par stykker i folketinget...).
Send en kommentar
<< Home