Meretes Verden

Meretes tanker om stort, småt, midlertidigt og evigt...

24.6.05

"I dag er det Meretes fødselsdag" :o)

I morges kl. 8.45 rundede jeg de 26 somre! En lidt skræmmende alder ærligt talt. Pludselig er jeg rykket en alderskategori op på samtlige spørgeskemaer, datingsider (hvad man så end skulle lave der;o) og (ikke mindst) hos DSB, som nu pludselig kategoriserer mig som gammel. Eller i hvert fald som værende for voksen til at køre på ungdomsbillet. Skræmmende - og dyrt!

Men trods disse ulemper har jeg nu haft en aldeles glimrende fødselsdag med fantastisk sommervejr, is med jordbær, kylling, fine gaver, en masse telefonsnak og hygge med min dejlige familie!:o)

21.6.05

Snøft...

I gymnasiet var jeg ikke ligefrem trofast til at dukke op til biologitimerne. Faktisk var det vel nok mit hadefag over alle, og når jeg endelig var til timerne, var det udelukkende fysisk, jeg deltog. Mentalt var jeg et helt andet sted.

Og i løbet af mit biologiår erindrer jeg også kun at have spurgt min lærer om én eneste biologi-relevant ting, nemlig: "Hvor kommer snottet fra?"

Umiddelbart er det måske ikke et særligt delikat spørgsmål, men det er et spørgsmål, som til stadighed vender tilbage, når jeg - som nu - sidder med hele hovedet fuldt af snot og bare venter på, at dagene skal gå, så forkølelsen forsvinder.

For hvor i alverden dukker alt det snot pludselig op fra? Og hvor er det, når man ikke er forkølet?

Jeg husker ikke svaret. Og når jeg om nogle dage er ovre denne forkølelse, vil jeg formentlig heller ikke tænke nærmere over mysteriet - lige indtil jeg bliver forkølet næste gang...

12.6.05

Verdens Flinkeste Mand



De blå-gule har kun mesterskabet til låns. Næste år kommer det igen hjem til København og til Verdens Flinkeste Mand!

9.6.05

Hvorfor vil jeg altid være...

...en lønslave, som udelukkende bliver hængende arbejdstiden ud, fordi jeg fornemmer chefens ånde i nakken?

Hvorfor synes jeg aldrig, at job eller studium er mere spændende end en dag på sofaen?

Hvorfor vækker sangen fra de varme lande, om at arbejdet bærer lønnen i sig selv, absolut ikke genklang i mine ører?

Og hvorfor findes der ikke et politisk parti, som har "Efterløn til 25-årige" som mærkesag...?

4.6.05

Anders Fogh-rap

Et kækt lille link til en festlig politisk "kommentar" :o) :

http://www.dr.dk/p3/tjenesten/hverdag/index-rap.asp

Og deportér så hele den danske regering til Galapagosøerne.

2.6.05

Verdens dårligste blogger

Jeg tror næsten, jeg kandiderer til ovennævnte titel. Nu er der gået 22 dage, siden jeg sidst fik skrevet noget i denne blog.

Det er ellers ikke, fordi jeg er i underskud af tanker om både stort og småt. Måske handler det bare om, at jeg skal vænne mig til at nedfælde mine tanker i stedet for at kun at lade dem rumstere rundt i mit hoved.

Men nu lover jeg højtideligt, at jeg vil tage mig sammen og blive en langt mere aktiv blogger!

"Bladene falder af træerne..." ;o)