Meretes Verden

Meretes tanker om stort, småt, midlertidigt og evigt...

24.10.05

Efterårsvejr


Lige nu blæser det, og regnen vælter ned udenfor. Det kunne godt være et ubehageligt tegn på, at efterårets regn og rusk har indfundet sig og vil blive hængende til engang i april...

Men jeg håber dog på, at det er falsk alarm - og at de seneste ugers supersmukke efterårsvejr er tilbage igen i morgen:o)

18.10.05

"En Lene"

Da jeg gik i gymnasiet, gik jeg i klasse med en pige ved navn Lene. Hun var en temmelig festlig person - bl.a. fordi hun altid gjorde, som hun havde lyst til. Det kunne man eksempelvis se i idrætstimerne, som hun afskyede. Talrige gange har hun midt i en volleykamp eller en step-time løftet hænderne opgivende i vejret og så bare løbet ud af hallen. Uden at komme tilbage:o)

Og der stod jeg så tilbage i idrætshallen og havde mest af alt lyst til også at løbe væk. Langt væk. Jeg gjorde det dog ikke, da jeg tænkte lidt mere over konsekvenserne, end Lene gjorde. Men tanken var bestemt tillokkende. Og det er den stadig.

For det er jo faktisk dagligt, at jeg har lyst til at lave "en Lene". Når jeg sidder midt i intetsigende gruppearbejde, hører på ligegyldige diskussioner eller er tvunget til at bekymre mig om ting, som jeg virkelig ikke burde bekymre mig om...så får jeg bare sådan en ubændig trang til at lave "en Lene". Til at løfte hænderne over hovedet og bare løbe ud. Væk. Bort. Hen til noget meningsfyldt hvor jeg ikke spilder min tid.

Gid jeg dog bare kunne. Gid der ikke var konsekvenser forbundet med det. For i så fald var jeg for længst løbet.

15.10.05

En lille ny prins :o)


Hvor er det hyggeligt - en lille ny dansk prins:o)

Og jeg er sikker på, at min 6-årige nevø, Christian, er stolt over, at den nye tronarving formentlig kommer til at hedde Prins Christian :o)

12.10.05

Tirsdagsglæde og onsdagsskuffelse

Sikke en forskel der er på aftnerne i går og så nu i aften...

For en halv time siden missede Danmark VM-slutrunden, og jeg er rigtig skuffet over det. Det er virkelig, virkelig ærgerligt:o(

I går havde jeg til gengæld en glimrende aften! Jeg var til Michael W.-koncert, og hvor var det fedt! Superfed stemning, MWS var i topform, og Gud var aftenens klare midtpunkt - så det var virkelig en dejlig aften!

8.10.05

Wonderful Copenhagen

Jeg har lige tilbragt fire dejlige dage i København:o) Det var skønt at være "hjemme" igen!

Nu er jeg så tilbage i Århus og kunne med det samme mærke en af forskellene på hovedstad og provins. Da jeg ankom med toget, ventede jeg 25 minutter på en bus, som aldrig kom, inden jeg gav op og i stedet tog en taxi hjem. Enoghalvfjers kroner og velkommen tilbage til provinsen og dens sandt at sige ikke særligt veludviklede transportsystem...

Nå, men nu har jeg klaret den første måned i Århus, hvilket betyder, at der nu kun er ni måneder, til jeg kan flytte tilbage til København;o)

1.10.05

Det har jeg aldrig sagt!

Det er imponerende at se, hvordan politikere er i stand til at trække deres udtalelser tilbage. Et opkald fra chefen eller en enkelt politianmeldelse - så mener de da pludselig tivertifald overhovedet slet ikke det, som de lige sagde et par timer tidligere.

Spændende. Eller skulle man sige skræmmende. For det er da ærligt talt temmelig skræmmende, at vi i Danmark har en socialminister, som (når hun ikke bliver censureret) går ind for øget ulighed.
Og at vi i regeringens støtteparti har en kvinde med klare racistiske tendenser (selvom hun jo selvfølgelig overhoooooovedet ikke selv har skrevet den artikel...)

Men det allermest skræmmende er jo faktisk, at de to kvindemennesker slet ikke er enestående eksempler. Mange af deres parti-kammesjukker mener det samme som dem. De siger det bare ikke højt. Ægte liberal politik og ægte Dansk Folkeparti-politik skal gerne skjules lidt og kun føres ud i livet i små, velformede portioner, så de debile vælgere ikke opdager, hvad det er for et samfund, vi er på vej mod...

Oh my!